[FuldtNavn]s aner

Født: 8 apr. 1917 - Nøbbølle, Horslunde, Maribo, Danmark ⁷⁷ Dåb: 29 jul. 1917 - Horslunde Kirke, Horslunde, Maribo-576, Danmark ⁴¹⁴ Død: 26 aug. 2006 - Nakskov Sygehus, Nakskov, Maribo, Danmark Begravet: 31 aug. 2006 - Købelev Kirkegård, Købelev, Maribo-577, Danmark Dødsårsag:

Begivenheder

1. Beskæftigelse: Parcelist, 1950-1992, Købelev, Ravnsborg, Maribo-577, Danmark.

2. Erindringer: 1982, Købelev, Ravnsborg, Maribo-577, Danmark. Købelev 1994 Jeg vil nu prøve at fremkalde lidt minder om min Barndom. Jeg blev født den 8 april 1917 og døbt i Horslunde Kirke den 29 juli samme år, og fik navnene Svend Aage Petersen. Mit barndomsh jem var en lille landbrugsejendom. Det første jeg husker helt tydeligt var da min broder Hans blev født. Det var den 13 januar 1922, han blev så den sidste i en flok på ti. Der er to ting jeg minde s fra den dag, det ene var at vi blev sendt hen til naboen, det andet var at min søster Rosa var rasende fordi hun skulle til at være barnepige igen. Det næste faste holdepunkt i min tilværelse ble v min første skoledag. Det var i foråret 1924. Skolen lå 2½ kilometer fra hvor vi boede så det var mange skridt for et par syvårige ben, selvom jeg den dag havde min Mor ved hånden. Det var en ny o g efter de tider moderne skole, der var to klasseværelser og gymnastiksal. Der var 4 klasser en lærer og en lærerinde. Vi gik et år i første klasse og to år i hver af de andre, vi gik i skole tre dag e om ugen. Efter min opfattelse bestod lærerens arbejde mest i at give os en masse salmevers og bibelshistorie mm. For. Det skulle vi så lære udenad derhjemme så vi den næste skoledag kunne remse de t hele op for læreren medens han bare sad og lyttede efter om vi lavede fejl. Ved skoleårets afslutning sidst i marts havde vi en eksamen. Det foregik på den måde at skolekommisionen bestående af tr e mand med Præsten i spidsen mødte op for at overhøre os og bedømme de skriftlige opgaver vi havde lavet til lejligheden. Det var ret afgørende hvordan vi klarede os den dag, det var dem med de bedst e karakterer der kom til at sidde på de øverste pladser det følgende år. Min egen skolemæssige karriere startede på den nederste plads, men ved hjælp af mine spidse albuer nåede jeg da frem til at fo rlade skolen fra førstepladsen. Men der var jo også et liv uden for skolen, det var sådan på et landbrug at arbejdet skiftede efter årstiden. Hos os var det mor der var først oppe om morgenen, hende s første arbejde var at malke vores fem køer. Mælken blev fyldt i transportspande og stillet ud ved vejen, der kom så en mælkevogn efter dem og kørte dem til mejeriet. Det var far der sørgede for de t øvrige arbejde med dyrene. Mor skulle ind for at fyre op på komfuret og sørge for morgenmaden og få os unger op af sengen, så vi kunne komme afsted i skole til tiden. Der var god plads til at leg e i stald og lade når jeg havde tid til det. Det var ikke meget købt legetøj vi fik så det var jo om at bruge fantasien. Om sommeren når køerne stod på række ude i marken, lavede jeg mine egne køer v ed hjælp af sten, en snor og pinde, jeg bandt en sten i den ene ende af snoren og en pind i den anden, så stillede jeg dem på række ude i marken ligesom de rigtige køer. Jeg lavede også dyr af kastan jer og tændstikker. Jeg havde kun en legekammerat, en dreng fra naboejendommen, vi legede altid hos ham for han måtte ikke gå udenfor ejendommen. På den ejendom hvor han boede havde de en mand på aft ægt, det at være på aftægt, betyder at man når man solgte sin gård til et af sine børn, indgik man en aftale om at blive boende resten af livet, der blev så stillet en stue eller to til rådighed fo r aftægtsfolkene. Vi skulle også hjælpe med forskellige arbejder, som at trække køerne hjem fra marken når de skulle ind og malkes, samle æg ind og andre småting. Jeg hjalp også med at luge roerne o g trække dem op om efteråret. Jeg hjalp selvfølgelig også med høsten. Jeg vil lige vende lidt tilbage til skolen, det var sådan at ferierne blev lagt sådan at de passede til de forskellige arbejder . Det hed ikke sommerferie men høstferie. Når vi nærmede os høst spurgte læreren om vi vidste hvornår kornet var modent til at meje. Vi havde ikke selvbinder hjemme hos os, vi høstede med en aflægger , den mejede kornet og lagde det i små bunker, som passede til et neg, så gik vi bagefter og bandt det sammen. Negene blev så stillet til tørre i hove med fjorten i hver. Der gik så en ugestid før ko rnet var tørt til at køre i lade, når det sidste korn var kommet i hus, blev vi børn sendt ud i marken for at samle de sidste aks op som var blevet spildt, det korn brugte vi så til hønsene. Så kom t iden hvor kornet skulle tærskes. Der var mange ejendomme som ejede et tærskeværk i fællesskab, det kørte så fra sted til sted. Der skulle ti mand til at betjene en sådan maskine, de skulle alle hav e fuld kost i de to dage det tog at tærske hos os, det startede med morgenkaffe lidt før kl. 6, frokost kl. 8,30 og middag kl. 12. eftermiddagskaffe kl. 15 og aftensmad kl. 18. Det tærskeværk vi havd e blev trukket at et damplokomobil. Det skulle bruge en masse vand for at holde dampen oppe. Når vi børn blev store nok til det var det vores atbejde at køre vandet hjem fra en mergelgrav som lå lid t nede i marken. Ferien var altid forbi når tærskeværket nåede frem til os, så måtte vi bede os fri fra skolen. Det kostede 24 øre at blive hjemme fra skolen en dag når man ikke var syg. Den mand so m passede lokomobilet kom kl. 4 om morgenen for at fyre op så der kunne komme damp nok på til de skulle begynde at tærske kl. 6. Vi var en stor børneflok og da jeg va den næstyngste, har jeg kun kend t mine ældste søskende som voksne. På den tid var det mest almindeligt at de unge flyttede hjemmefra når de var fjorten år, lige efter konfirmationen. De kom som regel til at arbejde på gårdene i ome gnen, hvor de så også boede, jeg så dem kun når de havde fri og var hjemme. Det fungerede på den måde at man havde fri en søndag, så skulle man blive på gården den næste søndag for at passe dyrene. D er var jo ikke så store oplevelser til hverdag, så det var en kærkommen afveksling når de var hjemme, det var som at være til fest når der var dækket op i stuen og vi var mange til bords, vi spiste e llers mest i køkkenet. Jeg så meget op til mine store brødre især min ældste broder Aksel, han var altid så flot i tøjet med ridebukser, lange brune støvler, mørk jakke, fint slips og hvidt lommetørk læde stikkende op af brystlommen. Jeg tænkte bare jeg snart kunne blive stor og blive som ham, det lykkedes vist aldrig helt. I den forbindelse skal jeg også fortælle at min mor først lærte at køre p å cykel da hun var nær de 50 år. Det var min broder Osvald der lærte hende det når han havde fri om søndagen. Jeg husker tydelig at han løb frem og tilbage ude på vejen og holdt i cyklen, indtil mo r fik lært at holde balancen selv. Det er jo så dejligt derude på landet, men det kunne også være lidt besværligt. Vi boede femten kilometer fra Nakskov, som var vores nærmeste by. Når vi skulle deri nd, måtte vi først gå 2 kilometer for at komme med en rutebil, hvis der ellers var plads, en gang mor og en af mine søstre og jeg skulle med, var rutebilen stopfyldt med mennesker, da den kom til de t sted hvor vi skulle stige på, så måtte vi nærmest løbe yderligere en kilometer for nå toget i Horslunde. Vi kom også kun til Nakskov når vi skulle have nyt tøj eller sko, og det var ikke så tit fo r mor syede meget selv, og strikkede strømper og vanter i massevis. Det var i det hele taget sjældent at vi så mor uden hun havde noget i hænderne, hun arbejdede nærmest ustandselig fra tidlig morge n til langt ud på aftenen. Der var selvfølgelig også fordele ved at bo på landet, foruden køerne som jeg har nævnt, havde vi også grise, høns og ænder, og i haven dyrkede vi kartofler og andre grønts ager, så vi var selvforsynende med mange ting, resten fik vi leveret ved døren. Det var sådan dengang at de handlende kørte faste vareture en gang om ugen. Hos os kom der bager, slagter, købmand, ølm and og fiskehandler. Der var også den fordel at vi var nær ved vandet, det benyttede vi os af så meget vejret og tiden tillod sommeren igennem. Om vinteren kunne vi hvis der var megen sne være heldig e at redde et par fridage fra skolen. Det kunne tage lang tid at få ryddet vejene, det foregik med skovl og håndkraft. Når jeg særlig husker vinteren 1929, var det fordi far var snefoged på det tidsp unkt. Det var sådan at alle ejendomme havde snekastningspligt, det betød at man skulle møde med et bestemt antal mand i forhold til ejendommens størelse. Det var snefogedens arbejde at gå fra sted ti l sted og sige hvor mange mænd de skulle møde med den dag og så ellers lede og fordele arbejdet og da det var pligtarbejde fik man ingen betaling for det. Med hensyn til udnyttelsen af de forskellig e hjemmeproducerede fødevarer, så slagtede vi en gris lige før jul, det var for at have fersk kød i juledagene. Selve slagtningen havde vi en slagter til at klare. Grisen blev lagt op på et kar som v ar lagt med bunden opad. Far holdt så ved den medens slagteren stak kniven i den, mor holdt så en spand under som blodet løb ned i, det brugte vi til blodpølse. Om vinteren fik vi meget mad, som va r kogt på salt kød og flæsk. Det mar retter som sulevælling, grønkålssuppe, gule ærter og stuvet hvidkål, vi fik også mælkemad og risengrød, når vi fik vandgrød spiste vi stegt flæsk til. Vi brugte o gså noget af det salte kød til pålæg, vi slagtede også høns og om sommeren kyllinger. Det var jo lækkert når den stod på kyllingesteg og rødgrød med mælk, ikke fløde. Vi kom ikke så meget i byen, me n det skete da at far spændte vores to heste for charabancen, og vi kørte ud for at besøge min ælste søster som var blevet gift og boede ti kilometer fra os, på samme måde besøgte vi en af mine mostr e som boede på en gård i Avnede. Min farmor som boede i Nakskov aflagde vi en lille visit når vi alligevel var i byen. Vi var selvfølgelig også til juletræ i skolens gymnastiksal, hvor vi fik godtepo ser, og der blev serveret kaffe til de voksne og chokolade til børnene. Der var også den store årligt tilbagevendende begivenhed fugleskydningen i Kastagerhavn, hvor alle både store og små mødte op . Der var rejst to store telte, et dansetelt og et vi kaldte ølteltet, hvor byens købmand solgte slik kaffe og spiritus. Det begyndte med at de tilmeldte skytter mødte op om formiddagen, de skulle s å forsøge at skyde den til lejligheden lavede fugl ned. Adgangstegnet til festen var forsynet med et nummer, så vi, hvis vi var heldige, kunne vinde en af de gevinster som hørte til de forskellige de le af fuglen. Om aftenen var der så musik og dans, der opstod gerne et problem når vi unger var trætte til at gå hjem, far var ikke færdig med at feste på det tidspunkt. Jeg husker et år hvor far va r gået med hjemad, men da vi var nået halvvejen så sagde far at nu kan I nok finde hjem selv og så vendte han om og gik tilbage til festen. Hvornår han kom hjem ved jeg ikke. Far var ellers aldrig sy g, men dagen efter fugleskydningen så vi ikke meget til ham. Min første længere rejse var en tre dages tur til København, det var den sidste sommer jeg gik i skole, det var de to ælste klasser der va r med, vi rejste med tog derind, vi vandrede rundt i byen og så forskellige ting blandt andet Tivoli og Rundetårn, om natten sov vi i en stor gymnastiksal, vi lå i lange rækker på madrasser som var l agt ud på gulvet. Men alt får en ende, det gjorde barndommen også, jeg gik ud af skolen i marts måned 1931, og blev konfirmeret den 12 april på en grå og trist regnvejsdag. Så var jeg som det hed trå dt ind i de voksnes rækker, et tydeligt tegn herpå var konfirmationstøjet, mørkt jakkesæt, hvid skjorte, sort sløjfe og hat. Voksen eller ikke voksen, den første maj 1931 forlod jeg mit barndomshje m udstyret med et nyt klædeskab fyldt op med tøj så jeg kunne klare mig til jeg min første løn, vi blev fæstet for et halvt år af gangen. Det første halve år jeg var ude var lønnen 125 kr. Plus kost . Det var en gård på 32 tønder land jeg kom til at arbejde på, foruden gårdejeren som var ungkarl var der en husbestyrerinde, en voksen karl og en pige på 16 år og så lille mig. Her begyndte så min e år som bondekarl. For at jeg lettere kunne komme hjem og besøge dem derhjemme, ofrede jeg 10 kr. på en cykel der blev solgt som brugt for anden gang. Nu var jeg så nået til det jeg havde gået og su kket efter, at blive færdig med skolen, og komme ud for at leve livet, det blev selvfølgelig ikke helt så lyserødt som jeg havde forestillet mig. Det var ikke en formiddagsplads jeg havde fået, der b lev kaldt lidt før kl. 5 om morgenen, så var det bare med at komme i kludene og så over i stalden og få fat i kopatterne. Der var en times arbejde inden vi nåede frem til morgenkaffen. Derefter skull e der fodres og renses ud under dyrene. Når det var klaret var klokken blevet 8,30 så var det tid til frokost, det var først ved den tid vi så manden på gården, efter frokost blev jeg sat til forskel lige arbejder som var aktuelle på det tidspunkt. Vi holdt middag fra kl. 12 til 13,30. Vi fik vores eftermiddagskaffe inden vi gik i arbejde efter middag. Der skulle så fodres og malkes igen til afte n, så var det fyraften kl. 18, det var sådan nogenlunde dagsrytmen. Jeg havde fri hveranden søndag, men jeg skulle først deltage i morgenarbejdet i stalden, og om sommeren skulle vi også feje gårdspl adsen, hvis det var vejr til det. Så det var midt på formiddagen inden jeg var klædt om og klar til at køre hjem til mine forældre. Det vi kun pigerne der fik deres tøj vasket på gården hvor de tjent e, vi knægte skulle selv sørge for det, det betød at jeg i lighed med mine brødre havde en bunke tøj rullet ind i et stykke gråt papir med på cyklen når jeg havde fri og kørte hjem. Det overlod vi s å til mor. Vi regnede så som en selvfølge at det næste gang vi kom hjem var vasket lappet og stoppet, rullet og strøget, lagt pænt sammen og klar til at brug. Jeg må vist med skam bekende at det ikk e blev til ret meget med at sige tak eller på anden måde påskønne det store arbejde som mor lavede for os. Sådan gik sommeren med arbejdet vekslende med roelugning første, anden og tredie gang, høhøs t og vedligeholdelse af bygningerne, med kalk maling og tjære, indtil vi nåede frem til kornhøsten. Bortset fra at vi kørte med selvbinder og var flere om arbejdet foregik det på samme måde som jeg k ar beskrevet det hjemmefra. Der var en skik på den gård som jeg ikke har mødt andre steder, vi slagtede en fedekalv til høstgildet. Det var en kalv som var født først på sommeren, og fik lov til at g å og drikke al den mælk hos moderen som den ville. Starten på festen gik, da vi alle mand af hus vandrede i marken for at indfange kalven og føre den til slagtebænken. Tiden fra høsten var overståe t til vi skulle begynde at tage roerne op gik for det meste med at bearbejde jorden med plov og harve, for at holde den fri for ukrudt. Vi var så nået frem til efteråret, som var den tid hvor vi havd e det tungeste arbejde, både for heste og mandskab, og hvor vejret tit var os imod. Vi leverede vores roer til Horslunde saftstation, som vi boede ret tæt ved. Der var nogle der boede 8 kilometer f ra saftstationen så de brugt megen tid med at køre på vejen. Foruden optagning og levering af roerne skulle vi også samle roetoppen sammen til at fodre køerne med, dels som frisk top, og som vinterfo der sammen med roeaffaldet, indimellem skulle der også køres staldgødning ud på marken og pløjes. Vi begyndte at levere roer sidst i september og var færdig lige før jul. Jeg skal lige tilføje at al t arbejdet blev udført med håndkraft. Som jeg skrev var det en streng tid også for hestene, så de skulle passes godt, det vil sige at de blev fodret hver halve time fra de kom ind til fyraften og fre m til sengetid, som yngste mand på gården var det for det meste mig der måtte ud af den varme stue og over gårdspladsen til stalden for at give hestene lidt korn og haggelse. Jeg vil lige skrive lid t om hvad en saftstation egentlig er, da man begyndte sukkerproduktionen i 1872 havde man kun hestevogne og den specielle smalsporede jernbane til transporten, og der var langt mellem fabrikkerne, s å byggede man nogle saftstationer forskellige steder ude på landet, her kunne man så snitter roerne og presse saften af dem. Saften blev så transporteret gennem rørledninger indtil sukkerfabrik-ken , hvor selve sukker fremstillingen foregik. Det var almindeligt den gang at man holdt juleaften på gården hvor man tjente, så jeg var kun hjemme hos mine forældre den ene af juledagene hvor jeg havd e fri. Så kom vintermånederne hvor der ikke var noget markarbejde, i den tid hørte det med til staldarbejdet at køerne skulle strigles og børstes så de var rene og flotte at se på. Der gik også en de l tid med at køre foder ind til køerne fra de roe og affaldskugler som vi havde samlet sammen i efteråret. Et andet vinterarbejde var at styne pile, og hente brænde hjem fra skoven, det skulle så skæ res og hugges i stykker så det kunne bruges til at fyre med i kakkelovnen og komfuret den følgende vinter. I tilfælde af at der kom meget sne skulle vi også ud for at rydde vejene. Sådan forløb tide n til det forår og vi skulle igang med at så markerne til med korn og roer igen. På den måde var jeg så nået igennem det første år borte fra barn-doms-hjem-met. Jeg fortsætter på andet år på den samm e gård, men med den forskel at den voksne karl rejser og der kommer en der er lidt yngre end mig, så jeg vil få nogle andre opgaver at løse. Jeg skal nu sørge for hestene om morgenen, med rensning va nding og strigling, jeg skal også til at lære at radrense roer og køre slåmaskine, og flere andre ting, ellers går året sin vante gang som jeg har beskrevet det. Jeg vil nu springe frem til 1 maj 193 3, hvor jeg rejser til en anden plads det er en gård på 23 tønder land. Det er en familie med to børn, en pige på ni og en dreng på 6 år, foruden mig er der en ung pige ansat. Her er det sådan at båd e mand og kone arbejder med ude så vi er sammen om det meste, arbejdet er jo stort set det samme som på den gård jeg kom fra. Det var dog lidt anderledes med høsten fordi vi ikke havde nogen lade, s å alt kornet blev sat i store stakke ude ved siden af stalden. Det var lidt af en kunst at sætte stak, de yderste neg skulle lægges sådan at regnvandet kunne løbe ned af dem som af et stråtag, så kor net inde i stakken kunne holdes tørt, der var også den forskel at roerne blev kørt med banen, så vi var fri for selv at køre til saftstationen. Med hensyn til fritiden var det bedre her, der lå fler e gårde i nærheden hvor der var unge mennesker som jeg søgte sammen med, det var jo mest om sommeren hvor vi kunne være ude eller på et karleværelse. Når det blev rigtig vinter måtte vi søge ind i de n varme stuesammen med familien, der var ikke mulighed for at varme op på vores værelser. På denne gård blev jeg i halvandet år til den første november 1934. Den næste plads jeg fik var på en gård p å 90 tønder land, den hed Frisenlund og lå i Skovlænge. Vi var 3 karle en ung pige og en gift fodermester, så vi skulle kun i kostalden når fodermesteren havde fri. Det betød at vi kun skulle være hj emme på gården hver tredie søndag og så kun sørge for hestene, så vi havde mere fritid. Vi havde vores egen spise og opholdsstue, det var jo rart ikke at skulle være sammen med herskabet. Gårdejere n var en mand på 40 år og nygift. Fruen var en lille fiks bydame, hun var såmænd meget sød, men der var et lille problem, hun havde lidt svært ved at forstå at sådan tre bønderkale Kunne sætte så sto re mængder mad til lives som tilfældet var, men det var vel tilgiveligt. Med hensyn til arbejdet var det sådan at hver mand havde sit faste spand heste at køre med og passe. Vi havde mere tid ude i d et fri når vi ikke skulle i kostalden, det betød så også at vi frøs mere om vinteren. Jeg husker en morgen vi var sendt ud i marken for at finde en drænledning som var stoppet, det væltede ned med tu ng våd tøsne så vi måtte grave vores madpakker ned i jorden for at de ikke skulle gå helt i opløsning inden frokosttid. Vi leverede roerne til Vesterborg saftstation der var det særlige ved det at de t foregik med hesteforspand for banevogne. Når vi var færdig med efterårsarbejdet i marken, skulle vi igang med at tærske, det var sådan at man i høsten havde fyldt laden op med korn, som så skulle t ærskes i vintermånederne. Der var jo mange gode ting på en større gård hvor vi var flere karle, der var jo mere liv især i fritiden, når vi havde vores egen stue hvor vi kunne udfolde os frit. Der va r også minusser heraf var det største at lønnen var mindre end på en lille gård, hvor man skulle deltage i alt arbejdet. Det betød at jeg da vi nærmede os foråret besluttede mig til at søge tilbage t il en mindre gård. Det blev så Duegård i Nøbbet hos familien Råhauge, hvor jeg igen blev enekarl, det var en ung familie med en dreng på knapt 3 år som hed Knud Erik. Det var en firelænget gård med s tråtag, den var på 32 tønder land. Det var almindeligt at vi havde fri den dag hvor vi skiftede plads, men vi skulle selv flytte vores ejendele fra det ene sted til det andet. I dette filfælde blev d et en barsk omgang, da det den første maj 1935 var frostvejr og der lå et tykt lag sne overalt på markerne. Jeg skulle først cykle til Nøbbet efter et hestekøretøj og så tilbage til Skovlænge efter m it klædeskab, og så endnu en gang til Nøbbet, der var 18 kilometer hver vej så det blev jo til 54 ialt, og så var der jo ikke meget tilbage af den fridag. Det var ikke sådan at det havde været vinte r hele tiden, vi havde haft normalt forår så der var sået korn og roer, det var så heldigt at sneen kom før frosten satte ind, så der skete ingen skade på det der var sået, hvor længe sneen blev ligg ende husker jeg ikke. Men det blev hurtigt hverdag igen arbejdet foregik på den måde at vi var fælles om det meste. Fruen deltog næsten ikke i landbruget som det ellers var almindeligt på de små gård e, det var også lidt anderledes med maden hun lavede, vi fik mange grønsager, blandt andet bøf af selleri og rødbeder. Jeg faldt hurtigt godt til i min nye plads blandt andet fordi jeg blev regnet so m hørende til familien, ikke blot til hverdag men også når der var gæster. Det meget stråtag vi havde gav en del ekstra arbejde, da vi brugte hvedehalm skulle det tages fra tærskeværket i løs tilstan d, sorteres og bindes i passede neg, så det var klar til brug når tækkemanden kom. Ellers kørte det derudaf på sædvanlig vis til vi nåede frem til den 27 marts 1936 hvor familien blev forøget med e n lille pige som kom til at hedde Kirsten. Det var selvfølgelig en begivenhed som gav nogen forandring i hverdagen. Da jeg ikke havde noget særligt imod børn blev jeg også involveret lidt i pasninge n af det lille nye vidunder, fra den 1 maj blev der også ansat en ung pige til hjælp i huset. Jeg befandt mig jo udmærket der på stedet så det var en selvfølge at jeg blev et år mere. Men da der ikk e indtraf flere større begivenheder vil jeg springe hurtigt frem til den 8 april 1937 hvor min 20 års fødselsdag blev behørigt fejret med chokolade og lagkage med flødeskum. Når jeg gjorde forandrin g den 1 maj 1937 var det fordi min broder Hans var blevet 15 år og gerne ville flytte hjemmefra, han fik så plads på en gård i Svinsbjerg. Jeg tog så hjem for at hjælpe vores forældre med at passe ej endommen. Jeg tog også noget arbejde ved siden af, det var især roelugning og høstarbejde. Det meste derhjemme var som da jeg tog hjemmefra dog var der sket det at de havde fået selvbinder og et ande t tærskeværk som blev trukket af en traktor. Jeg var så hjemme til sidst i november 1938, vi var på det tidspunkt næsten færdig med efterårsarbejdet og så var der jo ikke så meget at lave om vinteren . Så da jeg fik tilbudt arbejde på en gård i Norlunde tog jeg imod det, gården hed Mindebo og var på 125 tønder land. Manden her var hestehandler ved siden af så vi havde en del ekstra arbejde med a t vise heste frem når der kom købere. Vi skulle også levere dem til det nye sted når han fik nogen solgt, på den måde fik vi også nye heste at køre med hele tiden. Fruen på gården var datter af en kr omand, så vi fik festmad næsten hver dag. Meget andet godt var der heller ikke at sige om det sted. Der skete så det at jeg om foråret fik et brev fra Råhauge hvor han skrev at han skulle have en kar l til 1 maj, så hvis jeg kunne tænke mig at komme tilbage var jeg meget velkommen til det. Efter nogen overvejelse tog jeg imod tilbuddet, så den første maj 1939 drog jeg tilbage til Duegård. Her va r det meste som da jeg rejste to år tidligere, den største forandring var at børnene bar blevet større. Der var også blevet anskaffet en malkemaskine så en mand kunne klare malkningen. Ellers gik som meren med de årligt tilbagevendende arbejder som roelugning og høst af hø og korn. Så vi havde i det hele taget en god sommer. Men så var det også forbi med idyllen, i september måned startede tysker ne en krig som skulle vise sig at blive både lang streng og verdensomspændende. I den første tid mærkede vi ikke så meget til den, men den kom jo siden tættere på. Det blev så her jeg skulle opleve d en 9 april 1940 hvor tyskerne gik ind og besatte vores land. Det gav mange problemer først med mørklægning af vinduerne. Der måtte ikke kunne ses lys udenfra, også fra cykellygterne måtte der kun vær e en smal lysstribe. Efterhånden kom der også rationering og mangel på næsten alt, blandt andet kul og koks så der kom efterhånden god gang i tørvegravningen. Oven i alle de problemer fik vi tre lang e og strenge vintre lige efter hinanden hvor der også faldt sne i store mængder, så vi måtte bruge megen tid på at rydde vejene for sne. Men livet skulle jo gå videre så jeg fortsatte på Duegård ti l den 1 maj 1941, hvor jeg forlod den bedste arbejdsplads jeg havde haft indtil nu, men man skal jo passe på ikke at gro fast. Jeg kom så til en gård i Ravnsby, ejeran her var en enkefrue med to voks ne døtre og en søn på 13 år. Her fik jeg tyskerne på meget nært hold, der var en høj ude ved enden af vores marker, der havde de bygget et hus mellem træerne, hvor de havde et vagthold, så vi kunne i kke undgå at møde dem næsten hver dag. Men det værste var at jeg måtte konstatere at der var danskere som ikke kunne holde sig på afstand af dem, men nærmest stod på deres side. Der var også en del p roblemer med samarbejdet med fruen så jeg rejste igen efter et halvt års forløb. Men der er ikke noget så galt at det ikke er godt for noget, der viste sig at blive et stort held for mig, for det før te mig frem til det allerbedste som er sket i mit liv, nemlig at jeg kom derfra og til Nordlunde hvor jeg mødte Elly. Det blev så det sidste stoppested i min tid som bondekarl. Det var jo i Ellys hje m jeg havde fået plads, altså hos dem som blev mine svigerforældre. Det var en gård på 44 tønder land som hed Nørregård, foruden mig var der en dreng på 15 år ansat, og så Elly som ikke bare var un g pige i huset men også arbejdede en del både i stalde og mark. Som jeg har nævnt havde vi strenge vintre, den 25 januar 1942 var særlig slem, det frøs 25 grader og var kraftig snestorm. Men vi kom d a helskindet gennem vinteren. Den 4 april 1942 havde Ellys forældre sølvbryllup, i den anledning var de rejst bort et par dage, men det forhindrede ikke os i at fejre deres sølvbryllup, gæsterne va r nogle unge mennesker som Elly og hendes søster havde inviteret. Der gik kun 4 dage før der var lejlighed til at feste igen, den 8 april var det min 25 års fødselsdag. Om eftermiddagen var jeg en tu r til Nakskov sammen med Elly, om aftenen foregik det hjemme hos mine forældre. Men fester har det jo med at ophøre så vi gled automatisk over i hverdagen igen. Årets arbejder var jo de samme som p å andre gårde. Så det var først i foråret 1943 der kom forandring, på den måde at Elly flyttede hjemmefra og til Halsted præstegård, og hendes søster kom hjem i stedet for. Så var det forbi med at El ly og jeg så hinanden hver dag. Men det år det varede inden Elly vendte tilbage fik da også ende. Når Elly kom hjem den 1 marts 1944 var det fordi vi havde bestemt at vi ville giftes det forår. Bryll uppet blev fastsat til den 30 marts. Vi blev viet i Halsted kirke med efterfølgende fest på Nørregård. Efter festen kørte vi til Nakskov hvor der var bestilt værelse til os på Hotel Harmonien. Næst e dag rejste vi til Næstved, hvor vi nød livet i tre dage. Vi tog så tilbage til Nørregård som vi skulle fortsætte med at passe. Vi boede på gården de første tre måneder indtil det hus som var unde r opførelse til os blev færdigt så vi kunne flytte ind og rigtig få det for os selv. Men krigen rasede videre, så problemerne med at skaffe det mest nødvendige jo ikke mindre. Men der kom da også e n 5 maj 1945 hvor tyskerne overgav sig og Danmark igen blev frit. Fra 1946 og til 1950 havde vi forpagtet Nørregård, så nu var det vores ansvar at få det til at fungere økonomisk. Den 30 juli 1946 fi k vi vores indtil nu største oplevelse. Den dag kom vores første lille pige til verden. Det foregik på en klinik i Nakskov. Hun fik Navnene Anni Elise, på det tidspunkt var vi godt igang med høsten s å Elly nåede ikke at være med til høstarbejdet det år. Men siden blev det til utallige vandringer med barnevognen fra huset hvor vi boede og ne til gården og tilbage igen. Nu var vi så blevet en rigt ig familie med alt hvad dertil hører. Efterhånden blev det mere normale tider igen, og der kom flere varer i butikkerne, og bilerne som havde været klodset op under krigen kom på gaden igen. Men de r gik alligevel nogen tid inden de sidste rationeringer blev ophævet. Ellers gik livet sin vante gang indtil den 1 marts 1950, hvor næste store forandring i vores liv indtraf. Da brød vi op fra Nørre gård og flyttede til Købelev, hvor vi havde købt en ejendom på 15 tønder land. Her kunne vi selv klare arbejdet, på den måde kunne vi også få mere tid sammen. Vores besætning bestod af 5 malkekøer pl us kvier og kalve, 2 heste og nogle grise. Selvom det var i noget mindre målestok var det jo de samme arbejder der skulle udføres. Med hensyn til høsten arbejdede vi sammen med naboerne, det betød a t vi ikke skulle af med penge for at få det lavet. Da vi var kommet igennem det første år og lidt til, skete der et ny mirakel, da vores næste lille pige kom til verden på Nakskov sygehus den 31 ma j 1951. Hun kom til at hedde Tove Merete. Så blev der jo glæde i det lille hjem. Men det gav jo også noget ekstra arbejde.
Flyttede i 1998 til Nakskov efter at have boet i Købelev i næsten 40 år.

1. *Elly HANSEN [12] Ægteskab: 30 mar. 1944 - Halsted Kirke, Halsted, Maribo-574, Danmark ¹⁴⁴ ^,229 Status: Børn: 1. Anni Elise PETERSEN [13] 2. Tove Merete PETERSEN [2] 3. Karin Lillian PETERSEN [14]

Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 26 mar. 2017 med Legacy 8.0 fra Millennia